Søren Kai Christensen er født i 1944 og uddannet sociolog. Har siden arbejdet som forsker, fuldmægtig, uddannelseskonsulent, højskolelærer, seminarierektor, udviklingskonsulent og kunstner.

I de seneste 30 år har Søren Kai Christensen haft et stort antal udstillinger i Danmark og enkelte i Tyskland, Frankrig og Sverige.
I 2010 åbnede han Galleri Kais i Odense.

Søren Kai Christensen fortæller:

“Jeg er autodidakt og kom ved et tilfælde i gang med at male i forbindelse med et sabbatår i 1984, hvor jeg boede på min ødegård i Sverige – en gammel skole. Jeg var ved at renovere huset og blev fascineret af de gedigne materialer og stedets materielle historie.

Jeg har indrettet Galleri Kais med atelier og bolig i et gammelt Snedkeri i Odense. Åbning af Galleri Kais i 2010 var en realisering af en vision, som første gang så sit lys, da jeg som 18 – årig i starten af 60 – erne boede i et baghus i det indre København.

I baghuset huserede kunstmalere, fotografer og andre, der var optaget af at sanse, forstå, skildre og kritisere samtiden og omgivelserne. Jeg husker, at en af beboerne, kunstmaleren Ole Heerup efter en animeret sommerfrokost udfoldede en drøm om at omdanne baggårdens snedkerværksted i flere etager til et stort fælles kunstnerisk udfoldelsesrum. Vi var alle fascinerede af de store lokaler, der emmede af træ og uanede muligheder. 

Galleri Kais er i 2016 blevet suppleret med et showroom i en grisestald i Åsum. Her er udstillet et halvt hundrede vidt forskellige lysinstallationer – fælles for dem er, at det er recycling, og at hver installation er unik.

Galleri Kais og Showroom åbnes efter aftale.